Palle kniber øjnene sammen
for at kunne se navnene på postkassen. Jo, den er god nok, Julie og Robert
Nielsen, Havregårdsvej nr. 67. Han læner sig frem og vurderer gårdspladsen,
skal han parkere inde ved huset eller her ved vejen? Han kan vist godt tillade
sig at køre helt ind, der er masser af plads. Hurtigt styrer han firmabilen ind
ad indkørslen og løfter imponeret øjenbrynene ved synet af det store,
hvidmalede hus foran ham. På trods af de store grantræer ved siden af huset,
ligger der ikke mange nedfaldne nåle i gårdspladsen og blomsterbedene har
snorlige kanter. Palle træder ud af bilen og sunder sig et øjeblik. Den skarpe
sol stikker ham i øjnene og han holder hånden op for at skærme. Med lange
skridt går han op ad den brede trappe og ringer på. Egetræsdøren er tung og
stor, nærmest som porten til en fæstning. Den lukkes op af en høj, skjorteklædt
mand med marineblåt slips og pressede bukser. ”Hej og velkommen. Jeg er Robert,
du må være maleren”, siger han monotont og rækker hånden frem. Palle trykker
den og nikker bekræftende. ”Kom bare med.” Robert lukker hoveddøren igen og går
i retning af en lang, bred gang med store, guldindrammede malerier på begge
sider. Palle kan ikke lade være med at kaste blikke på malerierne, der ikke
ligefrem ser ud til at være fundet på et loppemarked eller i Kirkens Korshærs genbrugsforretning.
Robert stopper op og smiler stolt. ”Ja, jeg må indrømme, at jeg er lidt af en
samler. Min kone siger, jeg bruger for mange penge på at opkøbe og opstøve malerier
rundt omkring, men det er nu engang min store interesse.” Palle nikker
eftertænksomt. Han vil aldrig nogensinde få råd til bare ét af de kunstværker,
som husets herre så nonchalant viser frem.
Sidst i rækken af malerier, hænger et stort
fotografi, der forestiller Robert sammen med en kvinde. De sidder begge
smilende på en hvid bænk med hver deres glas champagne i hånden. ”Fra vores
forlovelse,” indskyder Robert. ”Det er min kone, Julie.” Han åbner en dør og
træder ind i rummet. ”Jamen, det her er så badeværelset. Håndværkerne blev
færdige for nylig, og vi kan slet ikke vente med at tage vores nye badeværelse
i brug. I flere uger har vi måttet bruge gæstebadeværelset, men det er kun
halvt så stort som dette og desuden har det de grimmeste fliser. Egentlig burde
det også renoveres.” Palle kan ikke koncentrere sig om at følge med i Roberts
talestrøm, han er fascineret af hver enkelt detalje i rummet. Brusenichen er
ikke bare et primitivt forhæng, men den er muret op og belagt med helt små
klinker i forskellige nuancer af blå. Håndvasken fylder lige så meget som to
almindelige og har en dråbelignende form, mens skabene har gennemsigtige
glasruder, der ikke bærer det mindste spor af fedtede fingre eller
støvsamlinger. ”Jeg har tilbragt omkring ti år på havet, størstedelen af dem
som kaptajn, så derfor har vi valgt at holde badeværelsets tema i havets farver
og former. Det var Julies ide.” Stoltheden lyser ud af Roberts øjne, da han
stryger fingrene hen over de flisebelagte vægge. ”Loftet og den øverste meter
af væggene her skal males i en mat cyanblå farve, men det ved du jo allerede
fra vores samtale i telefonen. Jeg har nogle farvekort liggende, hvis du ikke
kan huske nummeret på den farve, du skal bestille. For det sørger du da for,
ikke? Du har vel nogen faste leverandører?” Palle nikker. Selvfølgelig sørger
han for det, det er en del af hans job. Han bryder sig ikke om Roberts
nedladende tone, det går ham på, at blive set ned på af denne storsnudede
forhenværende kaptajn. Men han har lært at leve med det, gennem hele sit liv
har han mærket samfundets sociale forskelle. Dog er Robert anderledes, tænker
Palle, hans arrogance er ikke åbenlys, men gemt bag et slør af falsk venlighed
og imødekommenhed. ”Jeg formoder, du bare lige vil tage et hurtigt kig på det i
dag, bestemme en pris og så komme igen en anden dag og male?” Robert ser
spørgende på Palle, der ryster på hovedet. ”Nej, jeg starter med at male i dag,
jeg ringer til min leverandør, og så kommer han med malingen, så hurtigt, han
har mulighed for det. Han har ikke så mange ordrer for tiden, og bor lige her i
nærheden.” ”Herligt”, udbryder Robert henrykt. ”Nå, nu vil jeg lade dig se på
sagerne i fred.”
Palle river strimlen af malertape over og
glatter tapen, så den følger skabets linjer. Han er godt i gang med at afdække
badeværelset, så malingen ikke kommer andre vegne hen end på loftet og væggene.
Han kan høre Robert rumstere, nu kommer han hen ad gangen, og iagttager Palle.
”Jeg kører ind til byen nu, der ligger en husnøgle på køkkenbordet, hvis du får
brug for den. Har du kontaktet din leverandør angående malingen?” Palle sender
Robert et irriteret blik og fisker mobiltelefonen frem fra baglommen. ”Jeg gør
det nu.””Godt, godt. Vi ses i eftermiddag.” Robert nikker kort og to minutter
efter, hører Palle hoveddøren blive lukket og låst. Han taster et nummer på
telefonen og ringer op: ”Hallo, Jesper. Ja, det er mig, Palle. Det var angående
den maling der...” Det skratter i den anden ende, forbindelsen er dårlig og
Jespers stemme skærer ind i Palles ører. ”Jeg er helt klar og kan være der om kvarter,
faktisk sidder jeg allerede i bilen.” Palle smiler for sig selv, og takker
vennen. Han lægger på og går ud i gangen for at studere malerierne nærmere,
mens han venter på malingen. Billederne har deres eget særpræg og Palle kan
ikke lade være med at blive beundret. Hans øjne stopper ved forlovelsesbilledet
af husets par, hvor kvinden nærmest griner ham op i ansigtet og stråler af
lykke. Palle rynker brynene og går ud i køkkenet, hvor han sætter sig og
udnytter ventetiden med at drikke halvdelen af kaffen i sin medbragte
termokande.
Godt tyve minutter efter, står Palle i den store
gårdsplads med to bøtter maling. Han takker taknemmeligt for den hurtige levering
og bærer bøtterne indenfor, mens Jesper kører ud af gårdspladsen. Palle smiler
ivrigt, og flår lågene af, lige så snart han har lukket hoveddøren og står midt
på gangen. Et øjeblik står han og stirrer ned i den vinrøde maling, så tager
han sin største malerpensel og fører den ned i den første bøtte, indtil penslen
er helt dækket. Han fæstner grebet om skaftet og med sammenbidte læber, planter
han penslen i midten af det første maleri. Den våde maling glider ned ad
motivet og fortsætter på væggen. Palle dirrer af fryd og fortsætter med de
næste malerier og langsomt forvandles gangen til noget, der ligner
gerningsstedet fra en massakre. Han styrter ind i badeværelset, hvor han af al
kraft sparker ind i glaslågerne, så de splintres og falder til jorden i tusind
stykker. Vanviddet lyser ud af hans øjne, mens han hælder maling på den murede
bruseniche og i den dråbeformede håndvask. Kun loftet og den øverste meter af
væggen, rør han ikke. Palle stiller sig i dørkarmen og beundrer sit værk med et
ansigt, der lyser af tilfredshed. Da han vender sig om, falder hans blik på
forlovelsesbilledet og uden at tøve, flår han det ned fra væggen og hamrer det
i jorden. Med en rasende bevægelse, tømmer han resten af malingen ud over
fotografiet og trægulvet, og tørrer hænderne i bukserne. Han mangler kun én
ting, så har han gjort, hvad han kom for.
”Nå, maleren må allerede være færdig, siden
han er kørt”, udbryder Robert, da han står ud af bilen sammen med sin kone.
”Jeg glæder mig til at se det færdige badeværelse”, smiler hun, og går op til
hoveddøren, for at låse den op. Hun træder ind i entreen, mens Robert først
tjekker postkassen. Han stopper brat op, da han hører Julie skrige
hjerteskærende, og der lyder et bump. Han smider reklamerne på trappen, og
løber ind med bange anelser. Julie ligger bevidstløs på gulvet med hånden i en
sø af glas og rød maling. Robert mærker sit hjerte banke faretruende og han
løfter skræmt blikket til væggen, hvor der står malet noget med store, røde
bogstaver, lige oven over de ødelagte malerier: ”Du kan ikke skjule dig. Du
skulle aldrig have forladt mig, Julie!”
10. juni 2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar