Julesind

   Aniela hev en stol ned fra de rengjorte borde og satte sig tungt på den. Efter to timers slid havde hun fortjent en pause, det mente ryggen i hvert fald. Hun hev skuldrene op til ørerne og skar ansigt. Hvor kunne det være rart med en omgang massage, men hvem skulle give hende den? Et hurtigt blik rundt i lokalet konstaterede, at hun kunne være færdig her om en halv time, og så var det videre over i den anden bygning. Hvis hun var hurtig, kunne hun måske nå hjem, inden det blev helt mørkt. Men ikke engang tanken om dette motiverede hende, for hvad var hjem? At sidde i den lille lejlighed helt alene foran fjernsynet med tæppet trukket godt op om ørerne? Nej, hjem var ikke her, hvem prøvede hun at narre? Hun snøftede og bortforklarede det for sig selv med, at hun havde pådraget sig en ordentlig forkølelse. Det var ikke så underligt med den gamle vinterjakke, hun gik rundt i, men pengene slog ikke til, hvis hun både skulle have nyt overtøj og sende penge hjem til Polen.

   Lyden af højrøstede teenagestemmer vækkede hende fra drømmeriet. Det skulle ikke se ud som om, hun bare sad og dovnede midt i arbejdstiden, så hun skyndte sig at vride en blå klud op for at aftørre tavlen.

”Jeg tror, hende rengøringsdamen er i gang, skal vi ikke spørge hende?” Aniela stoppede brat op midt i en bevægelse. Det var vel hende, de hentydede til, men hvorfor? Døren ind til klasselokalet blev åbnet, og en gruppe elever fra en af de ældre klasse trådte forsigtigt indenfor.

”Undskyld, vi forstyrrer, men må vi interviewe dig til vores projekt i samfundsfag?” En høj, rødhåret pige førte an og så afventende på Aniela, der ikke var forberedt på dette spørgsmål.

”Jo, det må I godt,” fik hun frem og så deres reaktion på hendes gebrokne dansk. Hun kunne ikke bebrejde dem noget, for af udseende kunne hun lige så godt være dansker som polak.

”Okay...” Pigen satte sig op på bordet med benene over kors og fumlede med et papir. De andre kom nærmere og interviewet kunne gå i gang.

   ”Vores emne er jul og traditioner,” forklarede en dreng med fedtet hår. Aniela nikkede anspændt og gemte de rystende hænder i skødet. Hvorfor var hun så nervøs? Det var bare et kort interview, havde de jo sagt.

”Hvem plejer du at holde jul med, og hvem skal du holde jul med i år?” Pigen så afventende på hende og tjekkede, at de andre var klar til at tage notater.

”Øh.” Spørgsmålet kom bag på Aniela, og hun fugtede de tørre læber, mens hun formulerede sit svar i hovedet. Tag det roligt, sagde hun til sig selv. Du behøver ikke at kunne tale sproget perfekt, bare det er forståeligt. Efter en dyb indånding og et blik på de ventende teenagere, forklarede hun, at hun normalt holdt jul med forældrene samt hendes yngre bror og hans familie hjemme i Polen. Men i år var det anderledes, for hun havde ikke råd til en billet hjem og måtte tilbringe julen i Danmark. Alene. Ud af øjenkrogen kunne Aniela se, at den pige, som skrev notater, løftede øjenbrynene og skævede til hende, da hun nævnte, at hun ingen kendte i Danmark.

”Slet ingen?” spurgte hun tvivlsomt. Aniela nikkede, og et strejf af medfølelse gled over pigens ansigt.

”Åh...” sagde hun nærmest undskyldende og vendte blikket mod papiret igen.

***

   ”Okay... Det her er det sidste spørgsmål, og det handler om julegaver: Hvilken betydning har gaver for dig, og synes du, at gaveræset er for meget?” Drengen med det fedtede hår måtte forklare ordet ’gaveræs’ for Aniela, før hun forstod sammenhængen. Interviewet gik bedre end forventet, og eleverne grinede ikke en eneste gang, mens hun kludrede rundt i ordene og forsøgte at give sine sætninger mening. Langsomt havde hun opbygget en selvtillid, som nu blev fyret af på én gang, da hun svarede på det sidste spørgsmål. Ordene fløj ud af munden på hende, da hun fortalte, at hun ikke kunne begribe, at danskerne brugte så mange penge på dyre julegaver og overflødige julenipsgenstande. Julen handlede jo ikke kun om de materielle ting, det kunne hun i hvert fald understrege.

”Måske gaverne betyder meget for jeres opfattelse af julen,” sluttede hun af, ”men jeg håber at I også sætter pris på samvær med familien. Hvis I en dag er i den situation, jeg er i nu, vil I forstå, hvad jeg mener.” Hun holdt inde og mærkede tårerne bag de lukkede øjenlåg. Blyantens hurtige bevægelser hen over papiret forstærkede den knugede stilhed.  Aniela fortrød allerede, at hun havde lydt så bitter. Hvad ville børnene nu ikke tænke om hende? Hun kunne forestille sig, at de ihærdigt prøvede at holde deres hånlige latter inde, men da hun åbnede øjnene, stirrede hun ind i fire ansigter, der var svære at tyde.

”Mange tak for det,” sagde den rødhårede pige og smilede forsigtigt. Hun så ud som om, hun ikke vidste, hvad hun mere skulle sige, og gjorde tegn til de andre om, at det vist var på tide at forlade lokalet. Da Aniela tændte for støvsugeren, var hendes bevægelser langt tungere end normalt. På uforklarlig vis følte hun, at hun havde spildt en mulighed.

***

   Aniela for sammen, da lyden af en dørklokke overdøvede fjernsynet. Hun skyndte sig hen for at åbne døren og så til sin forbavselse en ukendt kvinde stå med en stor kurv i armene.

”Jeg hedder Ulla,” præsenterede hun sig og rakte hånden frem med et stort smil.

”Jeg er 9.B’s samfundsfagslærer, og jeg må sige, at din historie virkelig rørte noget ved de ellers så hårde teenagere. Vi samlede sammen i klassen til en lille kurv til dig med nogle af julens lækkerier.” Hun rakte kurven frem mod Aniela, der var helt mundlam.

”Ja, det er ikke det store, men vi syntes, at du skulle prøve en rigtig dansk jul.”

”Tak,” hviskede Aniela og fik slørede øjne, da hun så ned i kurven på dadler, brunkager, flæskesteg, rødkål og meget mere.” Hun rømmede sig og så op på Ulla med et taknemmeligt smil.

”Vil du ikke med inden for? Jeg kan lave kaffe.”

”Det lyder rigtig dejligt,” nikkede Ulla og trådte ind over tærsklen til den polske rengøringsdames lejlighed.

5. november 2012