onsdag den 31. oktober 2012

Lucius og Claudia


   Der er ulideligt varmt på teatret, og lugten af sved forplanter sig lynhurtigt blandt de forventningsfulde tilskuere. Claudia ændrer forsigtigt stilling, så intimiteten mellem hende og sidemanden formindskes. Hun føler sig ilde til mode, en voksende knude i maven forhindrer hende i at trække vejret ordentligt. Varmen er ulidelig, og solens stråler spejler sig i de romerske soldaters skinnende rustninger, så man blændes et kort øjeblik. Trompetfanfarer lyder, og snakken forstummer øjeblikkeligt. Menneskemængden rejser sig op, men Claudia bliver siddende. I tankerne er hun et helt andet sted, hvor der ikke er trangt og ukomfortabelt. Der er ikke noget støjende publikum, kun hende. Og en anden.
   Et hårdt skub river hende ud af dagdrømmeriet. Det er respektløst at blive siddende, når Cæsars ankomst annonceres. Selveste Gaius Cæsar Augustus Germanicus. Vredt ser hun op på sidemanden, der gør tegn til, at hun hellere må rejse sig op. Claudia giver modstræbende efter, men kun for at få et glimt af sin fjende. Manden, hun nærer et så brændende had imod, at hun omgående ville blive arresteret, hvis soldaterne kunne se ind bag hendes kønne, uskyldige øjne. Hun kan ikke se kejserens ansigt, men ved, at han ikke fortrækker en mine under hyldesten. Kold og arrogant sætter han sig i sin stol og ser hovent på forestillingen. For ham er det bare underholdning, en leg, tidsfordriv. For hende er det altafgørende for, hvordan hendes liv vil blive fremover.
   Klapsalverne når nye højder, da gladiatorerne kommer ind og marcherer frem foran kejseren med højre hånd løftet i en hilsen: ”Ave Cæsar.” De kæmper skiftevis, og folket hepper på deres favoritter. Med smidige og dog voldsomme bevægelser udnytter gladiatorerne hinandens svagheder og kæmper, til den ene må blive liggende i støvet. Ydmyget og overvundet. Claudia stivner let, da det sidste par gør klar til kamp. Der lyder hujen og piften fra folkene omkring hende, og de unge piger får røde pletter på kinderne, mens de sender blikke til hinanden. Gladiatoren med den flotte, muskuløse krop ser ud blandt publikum. Claudia kan ikke se hans øjne, men ved, at hans blik er søgende. Efter hende. Hun sitrer af nervøsitet og irritation over pigernes overfladiske betagelse. Han er mere end bare et objekt, han er et sårbart menneske. Hun ser, hvad der gemmer sig bag den polerede rustning. Lucius er en af Roms berømteste gladiatorer, og han trækker publikum til teateret, hver gang han kæmper.
   Han har lovet Claudia, at denne kamp bliver hans sidste. ”Én kamp endnu, og så er jeg fri,” sagde han og løftede hende op, mens hun smilede lykkeligt og forestillede sig deres fremtid sammen. Fri fra slaveri og undertrykkelse, fri til at leve. Claudia tvinger sig selv til at se ned på arenaen, hvor fremtiden langsomt etableres, mens Lucius trænger sin modstander tilbage. Hver gennemtrængende lyd af sværd, der krydser hinanden, er et skrift mod det nye liv. Deres nye liv. Hun forestiller sig, hvordan han motiveres ved tanken om hende, mens han kæmper af alle kræfter.

   Med et brøl træder modstanderen et skridt frem og støder sit sværd ind i Lucius’ hals, der, hvor brynjen ikke dækker kroppen. Forskrækket over sin egen handling, lammes han og stirrer på Lucius, der øjeblikkeligt falder til jorden. Der bliver helt stille på teatret. Så lyder et skrig fra en af de bagerste rækker, hvor en pige baner sig vej gennem de tætsiddende tilskuere, løber, falder og rejser sig op igen, indtil hun står nede ved arenaen, hvor to soldater forhindrer hende i at styrte ind til de to gladiatorer. Skriget går over i en hjerteskærende hulken, og der må flere soldater til. Hun river og kradser dem i ansigtet af desperation, mens hendes øjne ikke viger fra Lucius, der ligger ubevægelig på sandet. En blodpøl omkring hans bryst vokser sig større og større, og nu begynder opstandelsen. Folk rejser sig fra deres pladser for at se på optrinnet med det vanvittige pigebarn, som nu slæbes væk af soldaterne. Cæsar sukker opgivende fra sin stol og skænker den døde gladiator et blik, inden han med en enkelt håndbevægelse får nogle mænd til at fjerne liget.
   Smagen af grus og blod får hende til at kaste op. Det gør ondt, fordi hele hendes krop er øm efter soldaternes brutale måde at få hende væk fra teatret på. Ansigtet er stift af snavs og tårer, og hendes hænder er fulde af rifter. Claudia ligger og ser på det stolte Colosseum, som blev hendes elskedes død. Hun fik ikke engang sagt farvel. Han er fri nu, men hvad er hun?

24. august 2012 (Efter historieforløb om Romerriget) 

mandag den 15. oktober 2012

Vejen til himlen

Herren er trofast og god imod mig,
gid jeg kunne være så mod andre.
Jeg vil så gerne på den smalle vej
med mange flere vandre.

15. marts 2005


Vejen bli'r lang og besværlig,
men jeg vil på den gå.
Gud imod mig er så kærlig,
og ind i hans rige jeg komme må.

23. marts 2005

Titanic

(Titanic-feber...):

Sidder her på dækket.
Holder om din hånd.
Flammen, den blev vækket
og løste vore bånd.

Vi vil holde sammen,
hvordan det end går,
holde liv i flammen,
så godt som vi formår.

Langt ud i vor fremtid
vil vi gøre os fri.
Fri på grund af kærlighed,
for dig kan jeg li'.

Intet kan os standse,
når vi to er sammen.
Med dig vil jeg danse
i skæret af flammen.


23. januar 2008

tirsdag den 9. oktober 2012

En fældningsreaktion


*WARNING*: Dette blev skrevet på 15 minutter, så undskyld på forhånd. Opgaven i kemi lød ganske enkelt på "lav en historie, hvor der indgår en fældningsreaktion"...

Sølv(I)nitrat og natriumiodid
Ag += Agnes
No - = Noa
Na + = Natalie
I - = Ingvard

”Kom nu, Natalie!” Agnes’ skingre stemme vækkede hende af dagdrømmen, og hun stirrede på sin veninde gennem slørede øjne.
”Skal vi allerede af sted? Uh, jeg har travlt, jeg faldt vist i søvn!”
”Det bliver sjovt. Bare os fire!” Agnes ruskede blidt i sin venindes arm og tjekkede mascaraen. Natalie sukkede og rejste sig langsomt op. Hvor var Ingvard og Noa, huset virkede så dødt og stille.
”Drengene er i banken efter kontanter,” forklarede Agnes, som om hun kunne gætte Natalienos tanker.
”De kommer nok om cirka et kvarter, så du må skynde dig, hvis du vil være færdig til tiden.” I aften skulle de i byen alle fire. Natalie og Ingvard. Agnes og Noa. De var nogle underlige par, var de. Pigerne var de friske, mens drengene altid var sløve i optrækket. Det var aldrig dem, der tog initiativ til noget, men det var fint nok. Pigerne havde overskud og iver nok for dem alle.

Aftenen gik, og natten med. Der var frygteligt varmt på diskoteket, men Natalie havde også været oppe at danse i lang tid nu.
”Hvor er Agnes og Ingvard?” Det gik op for hende, at hendes kæreste og veninde ikke var til stede. Noa sad på en slidt sofa og bællede en øl; han havde ikke set dem. Natalie kunne mærke en snert af irritation, da hun rejste sig for at lede efter dem.

Synet var chokerende, og Natalie måtte udstøde et skrig. Aldrig havde hun drømt om at se sin kæreste og bedste veninde stå tæt sammen i en lidt for kærlig omfavnelse. De var begge fulde, men det var ingen undskyldning. Tårerne sved, da hun så skammen i Ingvards øjne. Det kunne lige passe, at han skulle til at undskylde. Det kunne han godt droppe alt om! Hvor kunne han gøre sådan noget mod hende? Og Agnes også? her havde hun gået og troet, at de var de to perfekte par. Hende og Ingvard. Agnes og Noa. Nu var hendes verden vendt op og ned. Hulkende løb hun tilbage til Noa, der sad med svømmende øjne og hænderne om endnu en dåse. Skulle hun fortælle ham det? Lige nu opfattede han sikkert ingenting. Hun tog sin jakke og forsvandt ud i regnen. Agnes prøvede vist at sige noget til hende, men hun hørte det ikke. Hun var da ligeglad. Og alene.

AgNO3 og NaI                                                                
Ag+ + I-  à AgI

Tilskuerioner: NO3- og Na+


4. oktober 2012