Lucius og Claudia

   Der er ulideligt varmt på teatret, og lugten af sved forplanter sig lynhurtigt blandt de forventningsfulde tilskuere. Claudia ændrer forsigtigt stilling, så intimiteten mellem hende og sidemanden formindskes. Hun føler sig ilde til mode, en voksende knude i maven forhindrer hende i at trække vejret ordentligt. Varmen er ulidelig, og solens stråler spejler sig i de romerske soldaters skinnende rustninger, så man blændes et kort øjeblik. Trompetfanfarer lyder, og snakken forstummer øjeblikkeligt. Menneskemængden rejser sig op, men Claudia bliver siddende. I tankerne er hun et helt andet sted, hvor der ikke er trangt og ukomfortabelt. Der er ikke noget støjende publikum, kun hende. Og en anden.

   Et hårdt skub river hende ud af dagdrømmeriet. Det er respektløst at blive siddende, når Cæsars ankomst annonceres. Selveste Gaius Cæsar Augustus Germanicus. Vredt ser hun op på sidemanden, der gør tegn til, at hun hellere må rejse sig op. Claudia giver modstræbende efter, men kun for at få et glimt af sin fjende. Manden, hun nærer et så brændende had imod, at hun omgående ville blive arresteret, hvis soldaterne kunne se ind bag hendes kønne, uskyldige øjne. Hun kan ikke se kejserens ansigt, men ved, at han ikke fortrækker en mine under hyldesten. Kold og arrogant sætter han sig i sin stol og ser hovent på forestillingen. For ham er det bare underholdning, en leg, tidsfordriv. For hende er det altafgørende for, hvordan hendes liv vil blive fremover.

   Klapsalverne når nye højder, da gladiatorerne kommer ind og marcherer frem foran kejseren med højre hånd løftet i en hilsen: ”Ave Cæsar.” De kæmper skiftevis, og folket hepper på deres favoritter. Med smidige og dog voldsomme bevægelser udnytter gladiatorerne hinandens svagheder og kæmper, til den ene må blive liggende i støvet. Ydmyget og overvundet. Claudia stivner let, da det sidste par gør klar til kamp. Der lyder hujen og piften fra folkene omkring hende, og de unge piger får røde pletter på kinderne, mens de sender blikke til hinanden. Gladiatoren med den flotte, muskuløse krop ser ud blandt publikum. Claudia kan ikke se hans øjne, men ved, at hans blik er søgende. Efter hende. Hun sitrer af nervøsitet og irritation over pigernes overfladiske betagelse. Han er mere end bare et objekt, han er et sårbart menneske. Hun ser, hvad der gemmer sig bag den polerede rustning. Lucius er en af Roms berømteste gladiatorer, og han trækker publikum til teateret, hver gang han kæmper.

   Han har lovet Claudia, at denne kamp bliver hans sidste. ”Én kamp endnu, og så er jeg fri,” sagde han og løftede hende op, mens hun smilede lykkeligt og forestillede sig deres fremtid sammen. Fri fra slaveri og undertrykkelse, fri til at leve. Claudia tvinger sig selv til at se ned på arenaen, hvor fremtiden langsomt etableres, mens Lucius trænger sin modstander tilbage. Hver gennemtrængende lyd af sværd, der krydser hinanden, er et skrift mod det nye liv. Deres nye liv. Hun forestiller sig, hvordan han motiveres ved tanken om hende, mens han kæmper af alle kræfter.

   Med et brøl træder modstanderen et skridt frem og støder sit sværd ind i Lucius’ hals, der, hvor brynjen ikke dækker kroppen. Forskrækket over sin egen handling, lammes han og stirrer på Lucius, der øjeblikkeligt falder til jorden. Der bliver helt stille på teatret. Så lyder et skrig fra en af de bagerste rækker, hvor en pige baner sig vej gennem de tætsiddende tilskuere, løber, falder og rejser sig op igen, indtil hun står nede ved arenaen, hvor to soldater forhindrer hende i at styrte ind til de to gladiatorer. Skriget går over i en hjerteskærende hulken, og der må flere soldater til. Hun river og kradser dem i ansigtet af desperation, mens hendes øjne ikke viger fra Lucius, der ligger ubevægelig på sandet. En blodpøl omkring hans bryst vokser sig større og større, og nu begynder opstandelsen. Folk rejser sig fra deres pladser for at se på optrinnet med det vanvittige pigebarn, som nu slæbes væk af soldaterne. Cæsar sukker opgivende fra sin stol og skænker den døde gladiator et blik, inden han med en enkelt håndbevægelse får nogle mænd til at fjerne liget.

   Smagen af grus og blod får hende til at kaste op. Det gør ondt, fordi hele hendes krop er øm efter soldaternes brutale måde at få hende væk fra teatret på. Ansigtet er stift af snavs og tårer, og hendes hænder er fulde af rifter. Claudia ligger og ser på det stolte Colosseum, som blev hendes elskedes død. Hun fik ikke engang sagt farvel. Han er fri nu, men hvad er hun?

24. august 2012 (Efter historieforløb om Romerriget)