Hun går ud til den hver dag. Bare for at
stå og iagttage Vestjyllands smukke, men barske natur. Stå i den bidende vind
og føle kulden gennembore sjælen og nå helt ind i hjertet. I dag er ingen
undtagelse. Hun står helt stille, stiv som en støtte. Ingen følelser er vist i
ansigtet. Øjnene er udtryksløse, det ene sitrer nervøst over de røde rande. Hænderne
er knugede, knoerne blå. Hendes skikkelse er unaturlig rank, og hun bærer en
lang, brun frakke. Ved første øjekast vil hun virke kedelig, en
gennemsnitskvinde. Men ser man længere ind i det ødelagte sind, vil man se en
såret lille pige, der kæmper forgæves efter det eneste, hun har tilbage i livet:
Kærligheden.
Det var mange år siden hun mødte ham,
men dagen stod for hende lysende klar. Hun var færdig med skolen, og skulle nu
til at bestemme, hvad hun ville med sit liv. Derhjemme havde hun ikke lyst til
at være, hun var enebarn, og forældrene værnede om hende med næb og kløer. De
mange ungdomsfester havde hun ikke fået lov at gå til, og hun havde kun haft
ganske få veninder med hjemme. Hun følte sig ensom og isoleret, men turde intet
sige til forældrene. Hun var bange for at se skuffelsen i deres øjne, over at
deres lille pige var blevet stor og snart kunne klare sig på egen hånd. Hele
hendes liv havde hun haft en tryg barndom, og havde der været de mindste
problemer, skulle forældrene nok sørge for at de blev løst. Men nu, hvor hun
var blevet ældre, havde hun ikke lyst til at indvie forældrene i alt. Der var ingen
tæt veninde hun kunne betro sig til. I skolen havde hun altid været den stille,
generte pige, der var flittig og arbejdsom, men kedelig og upopulær. Denne
identitet havde hun vænnet sig til, men sommetider var den ved at kvæle hende.
Hun ønskede at være fri og leve sit eget liv. Uden forældrenes indblanding. Det
var som om der var en hård klump indeni, der hele tiden blev større og større,
og den kunne ikke slippe ud.
Når hun fik brug for at være alene,
fulgte hun stien ned til stranden. Lige når hun var kommet over den anden klit,
var der dannet en stor rende i sandet, hvor vandet fra Vesterhavet løb ud, når
bølgerne skvulpede ind over stranden. Det var næsten som en lille å, mystisk
var den, for ingen vidste hvor den endte. Men der strømmede altid vand, og hun
holdt af at sidde på knæ ved renden og dyppe hænderne i det iskolde havvand.
Hun mærkede freden bruse igennem sig, og følte sig let, som om hun kunne flyve.
Men en dag skulle der ske noget uventet. Hun kunne mærke det i luften, den
nærmest sitrede af spænding. Og pludselig stod han der. Stirrede på hende fra
den anden side af renden. Hun havde siddet i sine egne tanker, og havde ikke
set ham komme. Men nu rejste hun sig forlegen op og håbede at han ikke havde
iagttaget hende for længe. Hun ønskede ikke at andre skulle kende til hendes
lille hemmelighed. Men han smilede bare til hende, et skævt, venligt smil. Hun
gengældte smilet, forsigtigt og tøvende. Ingen af dem sagde noget. Hun håbede
inderligt, han ville blive, og ikke forlade hende. Der var noget dragende og
spændende ved ham. Hun kunne se han gerne ville i kontakt med hende, og rødmede
dybt. Hendes blik gled ned til renden imellem den. Den var for stor til at man
kunne hoppe over den. Man kunne godt forsøge at gå igennem det kolde mudder,
men ikke uden at få våde sko. Da hun så op igen, var han gået nogle skridt
bagud. Hjertet sank i halsen på hende, var han på vej væk? Men nej, han gik
lige hen til en stor bunke drivtømmer, der havde ligget på stranden i flere
måneder. Hun havde tit lagt mærke til bunken og undret sig over, at ingen
fjernede den. Men nu trak han et langt stykke træ ud af bunken og tog det under
armen. Han lagde det omhyggeligt over renden og satte forsigtigt foden på det,
for at teste om det kunne holde. Træet knirkede let, men det holdt, og han var
hurtigt ovre. Nu stod han ved siden af hende, blot halvanden meter væk. Han
stak hånden frem og rømmede sig: ”Michael”. Hun trykkede hans udstrakte hånd,
men der kom ikke en lyd ud mellem hendes læber. Hun kunne ikke tage øjnene fra
hans skæve smil og de blå øjne. Han lo. ”Kan du ikke tale?” Hun rødmede og
stammede sit navn. Michael pegede i den retning han var kommet fra. ”Jeg bor
derovre. Bor du i nærheden?” Hun nikkede og forklarede hvor hun boede. Så stod
de der i tavshed. Ord var ikke nødvendige. De vidste begge to, at der var noget
ganske særligt imellem dem. Noget smukt. Det var deres første møde. Derefter
mødtes de så ofte de kunne. Altid samme sted. De fik et fælles projekt, at
bygge en bro over renden. Når de kom, medbragte de gamle brædder, søm og
værktøj, og de gik med iver op i deres arbejde. Egentlig var det ikke
nødvendigt at bygge en hel lille bro, men der var noget befriende over at kunne
være sammen om at skabe noget. Arbejdet blev meget nøje udført, og de brugte
meget tid nede ved stranden, mellem klitterne. Sommetider om aftenen, sad de
bare i sandet og kiggede på stjerner. De sagde ikke meget til hinanden, men når
de fik øjenkontakt, var det som om luften mellem dem var elektrisk. Hun
fortalte ikke om Michael derhjemme, men nød, at han var hendes hemmelighed. En
hemmelighed ingen andre kendte til. Hendes opførsel bar tydeligt præg af den
forandring, der var sket i hendes liv. Hun var ikke længere usynlig og kedelig,
og hendes sind var blevet meget lysere og gladere. Endelig følte hun sig
værdifuld.
Omsider stod broen færdig. De havde
længe set frem til dagen, og var stolte af resultatet. Broen var primitiv, men
bygget med kærlighed. For at fejre indvielsen, havde hun pakket en lille kurv
med hjemmebagt kage og kirsebærsaft, som var lavet af bær fra det store
kirsebærtræ hjemme i haven. Michael lo kærligt af hende og kaldte hende for
hans lille husmor. På en af bjælkerne skar han med et glasskår et hjerte og
deres navne. Derefter tog han et glas kirsebærsaft og hældte lidt af saften ud
på hjertet, så det farvedes svagt rødt. Hun lo af ham og hans barnlige påfund. De
skålede, og hun spurgte om de skulle gå over broen sammen. Han nikkede og tog
hendes hånd. Da de skulle til at træde ned på jorden igen, stoppede han hende
og så hende dybt ind i øjnene. ”Jeg elsker dig. Jeg har lyst til at leve resten
af mit liv sammen med dig. Hvad siger du til det?” Og så smilede han det skæve,
varme smil, der smeltede den hårde klump indeni hende. Hun hviskede, at der var
intet hun hellere ville. Så kyssede de hinanden. Et vidunderligt,
lidenskabeligt kys. Hun følte blodet dunke i hovedet og følte sig ør af lykke.
Resten af verden forsvandt, og der var kun de to.
Men lykken brast, da hun vendte hjem med
Michael. Hendes værste anelser blev til virkelighed. Forældrene ville på ingen
måde acceptere Michael. Hans forældre var ikke rige nok, han var for mange år
ældre end hende og de var sikker på, at deres forhold ville gå over efter kort
tid. Det var det, de sagde. Men det var mere skuffelsen over, at hun ikke havde
fortalt dem om Michael før, der generede dem. De var vant til at følge med i
hendes liv, og nu begyndte deres datter pludselig at ville bestemme selv. Hun
blev rasende på forældrene, og kunne ikke holde ud at bo hjemme længere. Det
endte med, at hun flyttede over til Michael. Fra den dag blev forholdet mellem
forældre og datter ændret. Hun havde brudt med tryghedens og familiens bånd,
men havde åbnet op for kærlighedens. Sammen med Michael var hun lykkelig. Hun
havde endelig fundet det, hun havde manglet i sit liv.
Tiden har visket renden væk, men broen
står der stadig. Og når hun går ud for at være alene, sætter hun sig på den.
Hun tænker tilbage på dengang hun stadig var en ung, forelsket pige. Minderne
overvælder hende, og der kommer tårer i de tomme øjne. Hun ved, hun bør gå
hjem. Michael bliver vred, hvis hun ikke er i huset, når han kommer hjem. Hun
vender om, og går hjemad. Langsomme, modstræbende skridt. Det blæser meget, en
storm er på vej. Det første hun får øje på, da hun når hjem, er kirsebærtræet.
Michael fik det plantet, fordi hun holdt så meget af kirsebær. Det står rankt
og stolt og knejser i vinden. Det bærer ikke bær på denne årstid, men hun
bryder sig heller ikke om kirsebær længere. Hun sukker og går indenfor. Der er
rodet og lugter surt. Hun har ikke kræfter til at rydde op, benene giver efter
under hende, og hun må sætte sig på en stol. Hun støtter hovedet i hænderne og
stønner tungt. Udenfor tuder vinden uhyggeligt og voldsomt, og giver hende
kuldegysninger. Yderdøren bliver åbnet. Hun løfter hovedet og lytter. Det er
Michael. Hun kan høre det på de tunge, slæbende skridt. Nu har han set hende,
og går hen til hende. Ludende og prustende. Undervejs må han støtte sig til
væggen, for ikke at falde. Hun stirrer intenst på den tomme flaske, der stikker
op af lommen.
Stormen stiger i styrke. Det har
udviklet sig til en orkan. Det er længe siden, Vesterhavet har været så meget i
oprør. Tagsten flyver af tagene, små træer knækker som tændstikker og det
flyver rundt med buske. Men kirsebærtræets krone vugger kun ganske stille. Stammen
står fast, som en granitsøjle. Et hjerteskærende skrig lyder inde fra huset,
men drukner i vinden. Nede på stranden, lige efter den anden klit, fyger sandet
rundt mellem gammelt drivtømmer og brædder. Det ligger spredt ud over det hele.
I vandkanten flyder et bræt med et hjerte og to navne på.
25. marts 2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar