Hun er ikke et barn mere. Hun
ved det godt. Men barndommens renhed og uskyld ligger dybt i hende. Hun trænger
til at komme væk fra de daglige rutiner, hverdagens tristhed og altings
ligegyldighed. Skoven er hendes tilflugtssted. Den lytter, men sladrer ikke. Der
kan hun være sig selv, og åbne op for de følelser hun gemmer på. Hun står inde
midt i skoven, helt stiv, og mærker en forsigtig vind tage fat i de hår, der
har revet sig løs fra den stramme, opsatte knold. De kølige kærtegn får hende
til at smile og lukke øjnene. Hun indhylles i et slør af mystik og fantasi.
Bladene rasler omkring hende, og hvirvler rundt i en improviseret dans. Hun vil
danse med. Hun løsner håret og lader det glide ned over skuldrene. Langt, lyst
hår, der er næsten unaturligt blødt. Hun smider jakken og skoene og træder
forsigtigt på den fugtige jord med sine bare tæer. Stilhed. Så begynder skovens
musik. Vinden i toppen af løvtræerne danner grundtonerne, mens træernes stammer
knirker let og svajer yndefuldt fra side til side med raslende blade. Nogle
solsorte slutter sig til, og kvidrer melodien, mens en lille sanglærke bidrager
med en krystalklar overstemme. Pigen bevæger sig med præcision og elegance.
Hendes smalle fødder glider hen over jorden i små, hurtige ryk. Hun ved hvad
hun laver, for hun har gjort det mange gange før. Hendes øjne følger føddernes
bevægelser og hele kroppen følger efter. Skikkelsen er fuld af ynde, hun går
næsten i ét med luften omkring hende. Hun ler. Latteren er klokkeklar, den
skærer gennem luften i et behageligt toneleje. Hendes smil når de kønne, blå
øjne, de lyser op som skinnende perler. Man kunne forveksle hende med et
overnaturligt væsen, en fe.
Hun danser med en barnlig iver og en ung
kvindes smidighed. Den ene piruet følger efter den anden i en fortryllende
serie af ballettrin. Solens stråler baner sig vej gennem løvtræerne og oplyser
hendes dans som store projektører på en scene. Hendes scene er beskeden, men
hun er taknemmelig. Hun har for længst opgivet håbet om den drøm, hun engang
havde. Hendes dans i skoven er det tætteste hun kommer på den verden, hun
aldrig bliver en del af. Hun har fået publikum. Et ungt dådyr stirrer på hende
fra skovkanten. Dets ører står lige op i vejret og lytter vagtsomt. Kroppen er
helt stiv, hver muskel er spændt, men det bliver stående. Det indfanges i den
eventyrlige atmosfære. De forstår hinanden, pigen og dådyret. Begge er de
følsomme og skrøbelige ofre for verdens fremskridt.
Pigen danser som i trance. Hendes
ansigtsudtryk er fjernt. Hun ser sig selv i et stort teater med guldlysekroner
og røde fløjlsovertrukne stole. Hele salen er fuld af mennesker, der i åndeløs
beundring følger hendes graciøse bevægelser. De sluger hende med øjnene. Hun er
et vidunderligt syn. En tætsiddende kjole i sarte farver smyger sig om hendes
porcelænshvide krop. Hun er en naturlig skønhed. Hun brænder for det, hun gør.
Dansen slutter og klapsalverne vil ingen ende tage. Badet i projektørlys nejer hun med blussende
røde kinder, der står i skarp kontrast til det hvide ansigt. Publikum rejser
sig i begejstring, og lykkelige tårer pibler frem i hendes øjenkroge.
Hun er tilbage i skoven. Pludselig stopper
musikken. Bladene daler ned på jorden og falder til ro. Fuglene kvidrer
ængsteligt og solstrålerne trækker sig langsomt tilbage. I udkanten af skoven
står en mand og ser på pigen. Et hånligt smil spiller på hans brede mund, og
hans grove hænder står plantet i siden. Han holder hendes jakke og skoene i
hænderne, og rækker dem frem mod hende. Han ryster let på hovedet, og får noget
af det tjavsede hår i øjnene.
-Skat, hvad laver du? Hans
stemme er rusten og spottende, og han kniber øjnene sammen. Hun stirrer tomt
forbi ham. Hendes smil er stivnet. Hun tager jakken uden at se på ham.
-Ingenting.
12. september 2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar