Der er kun én bil på vejen.
Tågen ligger lige over den mørke vej. Manden er fuldt koncentreret om at se
fremad. Om nogle få kilometer er han hjemme. Han sukker udmattet, det har været
en hård dag på arbejdet. Bilen glider igennem disen, han tør ikke køre for hurtigt.
Han kniber øjnene sammen og stirrer intenst på noget i vejkanten. En skikkelse?
Uvilkårligt sagtner han farten, stopper bilen, og ruller vinduet ned. Den
kølige luft strømmer ind i bilen, og han stikker hovedet ud. Nu kommer
skikkelsen tættere på, han kan se, at det er en kvinde. Hun ser ud til at
fryse, den blafrende kjole er ikke passende påklædning i det kolde vejr. Han
råber, om hun vil køre med. Han kan se, at hun nikker, og han fjerner hurtigt
jakken på sædet ved siden af sig. Hun åbner døren, og sætter sig ind. Hendes
kinder er røde, og man kan tydeligt se hendes ånde i luften. Hun har været ude
i længere tid. I hænderne knuger hun en stor sportstaske, nu lader hun den
dumpe ned ved fødderne.
-Det er koldt udenfor, hva’?
siger han henkastet, og starter bilen. Hun nikker bare og kradser i den røde
neglelak på lillefingeren.
Det er en gammel, mørkegrøn Mazda. Flere
steder er lakken krakeleret, og sæderne er grå og lugter af hund. På bagsædet
flyder det med coladåser, chipsposer og sammenkrøllede aviser. Manden kaster et
blik over skulderen.
-Vil du låne min jakke? Hun
nikker, han fisker den frem fra enden af bilen, og giver hende den.
-Hvor skal du hen? Han skæver
til hende, hun er ved at føre armene ud i jakkens ærmer. Hun trækker på
skuldrene.
-Det er lige meget. Bare sæt
mig af tæt ved et busstoppested eller noget. Han nikker. Der er stille. Kun
motorens vedvarende brummen bryder gennem tavsheden. Vejen er øde, ikke engang
en skræmt hare eller en kat på jagt efter mus, er at se. Han trommer en
uregelmæssig rytme med fingrene på rattet.
-Jeg var til julefrokost med
firmaet i sidste weekend, begynder han. Hold kæft, det var sjovt. Vi var en
syv-otte stykker, jo, det var vældigt festligt. Chefen forstår at sætte gang i
festen. Han griner, og sænker farten, da de kommer til et skarpt sving.
-Jo, det var en fin fest. Det
er et godt firma, nogle gode kollegaer. Han nikker, mest for at understrege
hvad han lige har sagt. Hun griner lidt anstrengt og kører fingrene igennem sit
fugtige hår.
-Hvad lavede du egentlig
udenfor på denne tid? Han får det til at lyde henkastet, og afventer hendes
reaktion. Hun piller ved sin halskæde. Den forestiller et lille sølvhjerte i en
spinkel kæde.
-Jeg har været i fitness,
siger hun så, og peger på sportstasken. Adidas. Den er helt proppet, og buler
ud flere steder.
-Så du foretrækker at træne
om aftenen. Det er ikke et spørgsmål, men en konstatering. Hun nikker og møder
hans blik. Selvom det er mørkt i bilen, kan han se hendes øjne. Hendes blik er
fast og alvorligt.
-Jeg trænede også engang, men
nu er jeg gået over til selvforsvar. Det styrker musklerne, og så er det klogt,
man ved jo aldrig hvem man møder en mørk aften. Hun siger, at det kan der være
noget om.
De kører videre i tavshed. Hun stirrer ud ad
vinduet, ud på de mørke træer, der farer forbi dem. Han tænder for radioen, og
stopper på en kanal med country. Den bløde musik strømmer ud i hver en krog af
bilen. Han kender ikke sangen, men nynner med alligevel. Musikken tilfører
stemningen varme og en form for naturlighed. Hun rører ved en tom sodavandsdåse
med spidsen af sine sko, og det giver en hul, metallisk lyd.
-Åh, det må du undskylde, her
er lidt rodet. Det er ikke så tit jeg kører med andre. Han kigger uvilkårligt
over på hende, og sender hende et undskyldende smil. Hun tager dåsen, og lader
den dumpe ned i en gennemsigtig plasticpose, der fungerer som skraldespand.
-Single? Det lille ord skærer gennem luften,
og overdøver musikken fra radioen. Hun har travlt med at fjerne noget løs hud
fra de tørre læber, og svarer ikke med det samme.
-Nej, undskyld, jeg skulle
ikke have spurgt. Du behøver ikke svare. Der er ærgrelse at spore i hans
stemme, og han stirrer stift ud på vejen. Hun ryster langsomt på hovedet, og
vender sig derefter mod ham. Han kan se det ud af øjenkrogen.
-Ja. Hun fanger hans
opmærksomhed, men smiler ikke. Hendes ansigtsudtryk er alvorligt, men bestemt,
da hun gentager.
-Ja, jeg er single.
Han nikker betænksomt for sig
selv, for derefter at pege ud mod fjorden, som de netop passerer.
-Jeg kender en, der har en
båd dernede. En stor en endda. Jeg har tit sejlet rundt på fjorden med vennerne
og nydt et glas vin på dækket. Han stopper sin talestrøm, da han mærker hendes
hånd hvile på hans skulder. Han farer sammen, og udbryder et forskrækket råb,
da han et kort øjeblik mister overblikket, og hurtigt må foretage et skarpt
ryk, for at blive på vejen.
-Du lyver, siger hun. Hendes
øjne brænder sig fast i hans ansigt, og han mærker til sin store irritation en
rødme skyde frem.
-Det gør du også, hvisker
han. Hun nikker roligt. Han slukker radioen, og de kører videre i gensidig
forståelse.
-Vi er lige kørt forbi et
busstoppested. Skal jeg stoppe? spørger han. Hun ryster på hovedet og smiler.
-Nej. Jeg kan altid tage det
næste.
Der er kun én bil på vejen. Én bil med to
personer.
10. oktober 2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar